Helt ærligt så er jord ikke det mest fængende emne – og det siger jeg gerne som jordbrugsteknolog. De fleste, der nyder stueplantehobbyen, vælger en sæk med pottemuld nede i supermarkedet, og så går det nok. Og det gør det ofte, når det gælder jord til stueplanter. Men hvis man virkelig gerne vil have succes med potteplanter – og opleve deres fulde potentiale – så er det værd at vide noget om jord.
Lidt jordteori
For at forstå, hvorfor god jord er vigtig for stueplanter, er det værdifuldt at have en grundlæggende forståelse af jordens rolle i planters sundhed og vækst.
Her er en ultra kort indføring i den væsentligste jordteori, hvis du vil have succes med stueplanter:
- Næringsstoffer: Jord er den primære kilde til næringsstoffer for de fleste planter. Den indeholder essentielle elementer som nitrogen, fosfor og kalium, som er afgørende for planters vækst og udvikling. En god jordblanding vil have en god balance af den slags næringsstoffer, ofte forbedret med organiske eller kemiske gødninger for at støtte planters sundhed.
- Vandhåndtering: Jordens evne til at håndtere vand – både at holde på det og komme af med det – er afgørende. Planter har brug for fugt til at optage næringsstoffer og til fotosyntese, men for meget vand kan føre til rådne rødder og andre trælse problemer. God jord skal kunne holde på tilstrækkeligt vand og samtidig tillade overskydende vand at dræne væk.
- Luft til rødderne: Jordens struktur skal tillade luft at nå plantens rødder. God luftcirkulation er afgørende for at rødderne kan ånde og forebygge anaerobe tilstande, der fremmer sygdomme. Materialer som perlite og sand blandes ofte i jord for at forbedre luftigheden.
- pH-værdi: Jordens pH-værdi (surhedsgrad eller alkalinitet) påvirker planternes evne til at optage næringsstoffer. De fleste stueplanter trives bedst i en let sur til neutral jord (pH 6-7). Nogle planter har specifikke krav, og det er vigtigt at justere jordens pH efter disse behov.
- Organisk materiale: Organisk materiale som kompost eller tørvemos forbedrer jordens struktur, næringsindhold og vandholdende evne. Det hjælper også med at fodre jordbakterier og svampe, som spiller en rolle i at nedbryde næringsstoffer og gøre dem tilgængelige for planter.
Når du selv tager beslutninger om hvordan du sammensætter jorden i dine potter, så kan du med fordel have de 5 punkter i tankerne. På den måde er du langt mere sikker på at skabe et optimalt vækstmiljø for dine stueplanter.
Den nemme måde at vælge jord til stueplanter
Jeg er doven. Jeg tyer ofte til en helt simpel sammensætning af god pottemuld + et materiale, som gør jorden bedre i en eller anden forstand. Det kan fx være LECA eller perlite. Kaktusjord er også et godt produkt at bruge, hvis man bare vil plante lidt i blinde. Er planten lidt ørkenagtig? Så er kaktusjord nok det rette valg.
Det er små justeringer af vækstmediet, så det ikke bare er den samme, klaskede pottemuld som altid. Når det så er sagt, så er der masser at vinde ved at vide, hvad du laver – og hvad din potteplante trives bedst i. Alocasia fx kræver et let og drænende vækstmedium, måske en blanding af pottemuld, perlit og orkidébark. Elefantfod foretrækker en kombination af kaktuspottemuld og sand, da den har tendens til råd om rødderne. Calathea skal have et fugtbevarende og drænende medium, det kan være en blanding af pottemuld, kokosmuld, perlite og vermiculite.
Hver plantetype har sine unikke behov, og tricket er at vide, hvad for en slags jord som den specifikke plante godt kan lide. Slå din stueplante op, og forsøg at forstå, hvad den har brug for. Gå på jagt i alle pasningsvejledninger her.
Hvis du rigtig vil nørde: Herunder er de mest gængse vækstmedier beskrevet, så du kan træffe aktive valg, når du skal vælge, hvad der skal i potterne – så det passer til hvad end det er for en spændende plante, du har fundet og taget med hjem.

Hvad er god pottemuld?
Pottemuld er egentlig bare muldjord, der sælges til potteplanter. Alt efter hvad for et produkt du vælger kan det være sammensat af forskellige ting.
I mange tilfælde kan du klare dig fint med almindelig pottemuld, hvis du køber noget af god kvalitet.
Hvad er kaktusjord?
Ja, svaret findes lidt i navnet. Det er jord, der er lavet som et specialprodukt til planter, der kræver jord, der er luftigt og godt drænet – fx kaktusser!
Kaktusjord er jord, der har en grovere struktur sammenlignet med almindelig pottemuld og indeholder ofte en højere andel af sand, perlite og grus. De materialer hjælper med at forhindre vandophobning omkring rødderne, så du undgår råd og andre rodproblemer, som kan opstå i fugtige miljøer.
Kaktusjord sikrer, at vandet hurtigt kan løbe igennem, samtidig med at den nødvendige luftighed bevares. Det er som sagt ideelt til kaktusser men også succulenter, der naturligt trives i tørre og godt drænede miljøer.
Hvad er kokosmuld?
Kokosmuld, også kendt som kokosfibre, er et naturligt produkt fremstillet af det ydre lag af kokosnødder.
Det er en populær ingrediens i jordblandinger, især til økologisk dyrkning, fordi det angiveligt er er et bæredygtigt og miljøvenligt alternativ til den ufede og ikke særligt miljøvenlige sphagnum.
Kokosmuld har en fremragende evne til at holde på fugt og samtidig fremme god luftcirkulation omkring plantens rødder. Det hjælper med at forbedre jordstrukturen ved at tilføje løshed og porøsitet, og det gør det lettere for de små planterødder at vokse og udvikle sig.
Kokosmuld er særligt nyttigt i pottejord fordi det er naturligt resistent over for mug og råd, hvilket sikrer et sundere vækstmiljø for planterne. Det er også kendt for sin pH-neutralitet – det er handy ift. flere lidt mere kræsne planter.
Kokosmuld kan anvendes alene eller blandes med andre typer jord for at skabe en ideel vækstblanding.
Hvad er perlite?
Det er ikke jord. Bum. Det er faktisk vulkansk glas! Det har en porøs struktur og bliver udvidet ved høj varme for at danne et letvægts, hvidt materiale, det er super som tilføjelse til jorden i vores potter. Når perlite opvarmes, puffer det op som popcorn og skaber små, luftfyldte partikler, der forbedrer jordstrukturen ved at tilføje luftighed og dræning.
Perlite hjælper med at forhindre at jorden falder sammen og sikrer, at luft og vand kan bevæge sig frit gennem jorden. Det giver bedre forhold for planters rødder. Perlite er særlig værdifuldt for planter, der kræver god dræning, som for eksempel sukkulenter, fordi det hjælper med at holde jorden løs og fri for vandophobning. Det er også nyttigt i spireprocesser, hvor det understøtter hurtig rodudvikling og sund vækst.
Hvad er vermiculite?
Vermiculite er et naturligt mineral, der ekspanderer, når det opvarmes til høje temperaturer, ligesom perlite. Det giver et letvægts, luftigt og absorberende materiale, der har en skinnende, flage-lignende struktur.
Vermiculite anvendes i jordblandinger til at hjælpe med at forbedre jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer. Det hjælper med at opretholde en konstant fugtighedsniveau i jorden og frigiver vand og næringsstoffer langsomt, hvilket sikrer, at planterne har adgang til dem efter behov.
Det er SUPER nyttigt for planter, der kræver en fugtig jordbund og for dem, der er følsomme over for tørke.
Derudover forbedrer vermiculite jordstrukturen ved at hjælpe med at løsne kompakt jord, hvilket øger luftgennemtrængeligheden og fremmer sund rodudvikling.
Det er især populært til brug i så- og stiklingeblandinger, hvor det sørger for, at jorden ikke er for våd. Det understøtter hurtig rodvækst og hjælper med at forebygge råd.
Perlite vs Vermiculite
Helt kort kan det siges sådan: Vermiculite er bedst til planter, der har brug for en jævn fugtighed og næringsstoflevering. Perlite er bedre egnet til planter, der kræver god dræning og foretrækker tørre jordforhold.
De kan ofte bruges sammen i en jordblanding for at opnå en balance mellem fugtighedsbevarelse og god dræning. Det skaber et optimalt vækstmiljø for et bredt udvalg af stueplanter.
LECA
Jeg kan godt lide leca. Eller LECA som man skal skrive det. Jeg synes, det er lækkert at arbejde med, og det sjovt at man kan få en kæmpe sækfuld som næsten ikke vejer noget. Det er et sidespring!
LECA er et porøst, letvægts dyrkningsmedium lavet af opvarmet ler. Det anvendes primært til at forbedre dræning og luftcirkulation omkring planternes rødder.
Fordelene ved LECA inkluderer godt dræn, der forhindre at rødder rådner, og en neutral pH-værdi, hvilket gør det velegnet til de fleste planter.
LECA er populært i hydroponiske systemer og kan genbruges, hvilket gør det praktisk og økonomisk.
Jeg bruger det i nærmest alle mine potter, en god mængde i bunden og et par håndfulde i jorden, så er kan jeg være lidt mere laisses faire med mængden af vand, når jeg vander.
Hvad er pon? (Lechuza Pon)
Pon er et jordfrit dyrkningsmedium primært bestående af udvidet lergranulat. Det er kendt for sin fremragende dræning og luftighed, hvilket gør det ideelt til semi-hydroponiske plantesystemer. Pon giver god støtte til planter, holder på en passende mængde fugtighed, og er genanvendeligt og holdbart. Det bruges ofte til orkideer, sukkulenter og andre planter, der trives i godt drænede forhold.
Er pon og leca det samme?
Nej, pon og LECA er ikke det samme. LECA består udelukkende af lette, porøse lerkugler og bruges primært til at forbedre dræning og luftighed i jordblandinger eller i hydroponiske systemer. Pon er derimod en jordfri blanding, der kan indeholde LECA, men også inkluderer andre materialer som mineraler for at optimere vækstbetingelserne, især i semi-hydroponiske systemer.
Vil du læse mere? Her er nogle gode planter til badeværelset.