Grønne planter, der kan trives på badeværelset

Stueplanter i vindueskarm på et badeværelse - med toiletpapir.

De fleste af os tyer til en grøn plante, når et rum mangler lidt liv eller hjemlig hygge. Badeværelser kan være svære med deres kolde klinker og kølige udtryk, og gid man da bare kunne tilføje lidt frodig charme – men øv! Mange har nok oplevet, at det er svært at holde liv i en tilfældig stueplante på et badeværelse.

Tricket er at vælge den rigtige plante, og nøglen til at vælge planter til badeværelset er forholdene.

Badeværelser er ofte fugtige og sjældent uden særligt meget sollys – måske er der ikke noget vindue, og hvis der er, så er ruden som regel matteret for privatlivets skyld. 

Derfor skal det være planter, der trives uden så meget lys og i fugtige miljøer. Det er store krav at stille, men der er flere stueplanter, som holde af sådan et miljø, eller som er så robuste, at de kan klare sig selv om det ikke er deres drømmemiljø.

3 hurtige bud på planter til badeværelset

Hvis ikke du orker listen herunder, får du her 3 hurtige bud på stueplanter, der typisk kan klare sig på et badeværelse: Fredslilje (Spathiphyllum), Svigermors skarpe tunge (Sansevieria) og Aloe Vera.

Fredslilje trives i lavt lys og høj luftfugtighed, Sansevieria er tolerant over for dårlige lysforhold og Aloe Vera kan sagtens klare sig med indirekte lys.

Her har jeg samlet en mere udførlig liste over grønne planter til badeværelset. Længere nede er forslag til badeværelser helt uden vindue.

20 tolerante planter til badeværelset

  1. Fredslilje (Spathiphyllum) – Tåler lavt lys og elsker fugtige forhold.
  2. Pilea (Pilea peperomioides) – Kan klare sig i moderat lys og nyder den høje luftfugtighed.
  3. Luftplanter (Tillandsia spp.) – Kræver ingen jord og kan absorbere fugt fra luften.
  4. Bregner – Især sværdbregne (Nephrolepis exaltata) og stuebregne (Asplenium nidus), elsker fugtige miljøer.
  5. Orkidéer – Mange orkidéarter, som Phalaenopsis, trives med fugtige indeklima.
  6. Peberomia (Peperomia spp.) – Kan tilpasse sig forskellige forhold, fx fugtigheden i et badeværelse.
  7. Begonia – Visse arter, som rex-begonia, har det fint i høj fugtighed og indirekte lys.
  8. Alocasia (Alocasia spp.) – Kan trives med fugtighed og varme.
  9. Zamioculcas zamiifolia (ZZ-planten) – Meget hårdfør og tåler lav belysning og høj luftfugtighed.
  10. Guldranke (Epipremnum aureum) – Elsker høj luftfugtighed og kan vokse i mindre lys.
  11. Svigermors skarpe tunge (Sansevieria trifasciata) – Meget tolerant over for lav belysning og fugtighed.
  12. Calathea (Calathea spp.) – Elsker fugtighed og kan klare sig godt i lavere lysforhold, men trives bedst i moderat lys.
  13. Drageblodstræ (Dracaena spp.) – Tilpasser sig forskellige lysforhold og nyder den ekstra fugtighed.
  14. Hjertebladet philodendron (Philodendron scandens) – Klarer sig godt i fugtige forhold og forskellige lysniveauer.
  15. Hængepilea (Pilea microphylla) – Lille og robust, passer godt til små og fugtige badeværelser.
  16. Aglaonema (Aglaonema spp.) – Tåler både lav belysning og høj luftfugtighed og tilføjer en flot farve med sine mønstrede blade.
  17. Guzmania (Guzmania spp.) – En type bromeliad, der trives i høj luftfugtighed og er let at passe.
  18. Maranta (Maranta leuconeura) – Trives i fugtige miljøer og foretrækker indirekte lys.
  19. Fittonia (Fittonia spp.) – Ideel til fugtige forhold og lavere lys.
  20. Hoya (Hoya spp.) – Hængeplante, der nyder godt af badeværelsets fugtighed men foretrækker lyse forhold (men ikke direkte sol) – fx ved et matteret vindue.
Schlumbergera på badeværelse.
Lille Schlumbergera – julekaktus – ved matteret vindue. Trives med indirekte lys og høj luftfugtighed.

Planter til badeværelser uden vindue

Den bliver svær. Lyset er altafgørende. Uden naturligt lys, ingen fotosyntese, og uden fotosyntesen, så dør de fleste planter. Ret ofte vil dit udvalg være begrænset til Tillandsia og Guldranke. Tillandsia (luftplante) lever af fugten i luften og kan klare sig længe uden direkte lys. Guldranke nyder skygge og er meget hårdfør, så der vil gå mange måneder, før den får det svært, hvis der er bare en smule lys på badeværelset.

Der er lidt forskellige tricks, du kan bruge, hvis du insisterer på, at der skal en grøn plante ud på dit mørke badeværelse:

  1. Tørrede blomster eller evighedsbuketter er oplagt på badeværelset.
  2. Afskårne blade eller grene i en vase kan også tilføje natur til badeværelset.
  3. Du kan vælge en hårdfør plante – og købe to styks! Placér en et lyst sted og den anden på badeværelset. På den måde kan du løbende bytte rundt på de to planter, når den på badeværelset er blevet træt.
en_USEnglish